Udgivet d. 20. maj 2026
”Jeg havde ikke været i skole i 10 måneder, og jeg var bange. Når jeg gik udenfor, forstod jeg ikke, hvad folk sagde, og jeg kunne ikke snakke med nogen. Det var en svær tid,” fortæller Suzana om sin ankomst til Danmark. Da samfundet åbnede igen, blev alting lysere. Suzana begyndte på sprogskole og derefter på FGU-skolen i Køge. ”Det blev lidt bedre efter sprogskolen, men efter FGU blev det rigtig godt. Jeg lærte at tale dansk,” siger Suzana. Hun husker især fællesskabet: ”Jeg kunne godt lide, at der var så meget socialt. Alle snakkede sammen og spiste sammen. Jeg fik mange venner fra min klasse, og jeg blev bedre til dansk.” Suzana afsluttede sin tid på skolen med at tage eksamen i flere fag – heriblandt dansk, hvor hun scorede 12, den højeste karakter. ”Jeg blev enormt glad. Jeg elskede den måde vores lærere var på. Jeg havde Sami i matematik, og han kommer også fra et andet land, så han forstod, hvordan jeg havde det. Han hjalp mig også til at blive bedre til dansk,” fortæller hun. Suzana gennemførte både sprogskole og sine FGU-fag langt hurtigere end planlagt. Og det er kendetegnende for hende: Hun vil fremad. ”Jeg vil gerne være hurtig færdig med de ting, jeg går i gang med. Jeg kan ikke vente,” siger Suzana. “Da jeg gik på sprogskole, fik jeg at vide, at jeg skulle være der to år. Men jeg var færdig efter et år og seks måneder. Og på FGU skulle jeg egentlig være der i to år, men jeg havde lært det, jeg skulle efter et år,” uddyber hun. ”Jeg kan ikke lide bare at ligge på sofaen,” siger Suzana. I dag er Suzana 22 år, netop uddannet SOSU-hjælper og fastansat på plejehjemmet Tingsted. Hun lærte plejehjemmet at kende gennem et praktikophold, mens hun gik på FGU. Herefter fulgte et job som afløser og siden fast arbejde. ”Jeg kan lide alt ved det. Jeg kan godt lide, at der ikke er for stille, og at der er noget at lave, men uden at det bliver stressende. Jeg har været der længe og kender beboerne godt, så jeg føler mig tryg sammen med dem,” fortæller hun. Fremtidsplanerne er klare: Suzana drømmer om at bygge videre på uddannelsen og blive SOSU-assistent.Topkarakter i dansk
Gennemførte sprogskole og FGU
Glad for arbejdet på plejehjem